Kort fortalt

villavenner.dk gør det trygt og nemt at finde personer i sit nærområde, som man kan dele ting, hjælp, information og interesser med.

Projektet

Hvor går du hen når du skal bruge en trillebør?

Vi bruger vores ting alt for lidt. Ting fylder, ting skal vedligeholdes, ting koster – og ting tærer på jordens ressourcer.
Hvorfor skal vi eje så mange ting? En trillebør bliver på gode somre brugt sammenlagt et par timer. Hvorfor skal vi så egentlig eje trillebøren? Alt vi har brug for er vel, at havejorden bliver flyttet fra ét sted til et andet? Kunne vi ikke lige så godt låne eller leje den?
Og hvis man allerede ejer en trillebør, hvorfor så ikke låne den ud til andre? Når vi har flyttet jorden, står den jo bare stille de næste 23 dage og 17 minutter. Og ruster. Og taber luft.

Der findes mange fine websider der minder om villavenner.dk, hvor man kan bytte, låne, leje, købe, få. Men ingen er så lokal som villavenner. Pointen i villavenner.dk er, at du netop kan GÅ hen og låne tingen. Det er (næsten) lige så let, som hvis du gik hen i dit eget skur. Man behøver ikke sætte sig ind i en bil og køre 50 km for at hente en trillebør, der er til salg på nettet. Med villavenner.dk kan vi finde den (gratis) tæt på vores bolig. Vi har jo nogenlunde de samme behov i det samme lokalområde. Så vi kan være ret sikre på, at hvis vi lever i et område med eksempelvis mange store haver, og vi får brug for en trillebør, så er der nok en person i nærheden, der har en sådan. Og når først vi har skabt kontakten, er det nemt at låne næste gang. Og næste gang. Og næste gang…