Kort fortalt

TagTomat danner nye fællesskaber på tværs af byens baggårde og byens rum. Vi dyrker grønt i højbede på byens tage og andre solrige steder.

Projektet

Grundlaget for projektet TagTomat ligger i lysten til at få ting til at gro. Både i direkte betydning med grøntsager og planter, men også i overført forstand ved at være nysgerrig, bruge hænderne og få sociale fællesskaber til at vokse. Vi undersøger og udvikler dyrkningsmetoder, der gør det muligt at dyrke grønt i dagligdagen på steder uden direkte adgang til vand.

Vi startede i 2011 med at dyrke tomater på taget af skraldeskuret i vores baggård i fem hjemmelavede kapillærkasser. Navnet TagTomat opstod, da vi skulle søge Nørrebro Lokaludvalg om økonomisk støtte til at afholde en workshop i maj 2012 . Vi fik 10.000 kr. i støtte og delte kapillærkasser og tomatplanter ud til ca. 15-20 fremødte familier ved workshoppen. Vi satte 20 kapillærkasse op på skraldeskuret og skabte grundlaget for vores lille taghave - med et ganske pænt udbytte af TagTomater og TagSalat. Som 2012 gik, blev vi flere og flere, der i fælleskab passede taghaven. Børnene så nysgerrigt og legende til, mens de voksne blev inspireret og engageret i at bruge tid på at se tingene gro.

Vi fik igen i år støtte til en workshop i maj , hvor 30-40 familier fik planter med hjem. Derudover har vi hjulpet Klimakvarter.dk med at etablere en Fortovshave bestående af 30 styk 1.000 liters fødevaregodkendte beholdere, som er koblet på et nedløbsrør. I Klimakvarteret har vi afholdt to plantekasseworkshops, senest den 11. august, med mynter, spinat og hvidløg som grønt tema. I år har vi 35 kasser i taghaven, hvor vi dyrker 15-20 forskellige slags grøntsager.

Og hvad gør TagTomat bæredygtigt? Ved at forøge mængden af grønt i byen et skridt af gangen, øger vi biodiversiteten i fællesskab. Selve workshop-formen, hvor vi inspirerer folk til at dyrke selv, er et stærkt omdrejningspunkt. Folk skal bruge tid på at bygge deres egen kapillærkasse, hjælpe og lære af hinanden, fortælle historier om sidste års høst osv. TagTomat handler om nærhed og nærvær til dine fødevarer og dine medmennesker. ”Maddannelse” og samvær med mennesker hænger uløseligt sammen med at opbygge og passe de grønne gøremål. TagTomat giver børn (og voksne) ejerskab til fødevareproduktion og mindsker derved madspild.

TagTomat tager tid og viser, skridt for skridt, hvordan vi i fællesskab kan høste frugterne - både som hjemmedyrkede grøntsager og blomster men også som nye venskaber. TagTomat er en katalysator for nye relationer og samvær.

Spørgsmål / svar

Morten | tor, 08/22/2013 - 21:32

Spændende! Både Opland og Odense Byhave kan lære af jer. Vi kontakter jer igen i foråret, når jorden er klar. I har jo flere års erfaring at trække på.

Lila Towle | tor, 08/29/2013 - 14:54

Hej Mads, Dild sår sig selv i vores have - jeg gør intet for at hjælpe den, tværtimod. Så frøene kan helt klart sås om efteråret - eller rettere måske, strøes ud på jorden som planten selv gør det. Gælder også planter som kvan, sødskærm og persille - der ellers kan være svære at starte fra frø om foråret. Lila, Frøsamlerne (P:S. Der er fejl i Flash så jeg kan ikke sende en kommentar.)

Mads Boserup Lauritsen | tor, 08/29/2013 - 20:41

Hej Lila.

Tak for dit svar. Bliver mere og mere tiltrukket af frøsamlerne.

Tror du ikke folk vil komme til et arrangement i vores baggård hvis en erfaren frøsamler kommer og fortæller?
/mads