Kort fortalt

Solens varme hentes ned i jorden på lager til brug i den kolde tid. Solbrønden bliver således dit eget vedvarende energiselskab

Projektet

Når en mammut bliver fundet med frisk græs i munden efter at have været begravet i dybfrossen tilstand i tusinder af år i den sibiriske tundra, så må den danske muld da også kunne opbevare solens varme, hvis vi kan lede den ned i jorden. Jeg laver en solbrønd.
Sådan tænkte Niels Kristian Knudsens krøllede ingeniørhjerne, da han i 1973 læste en artikel om den begravede mammut med græs i munden.
Solen er ca. 4.700.000.000 år gammel og den bedste og mest stabile, vedvarende energikilde, vi har. Man regner med, den holder mindst et par milliarder år endnu.
Jorden blev dannet for godt 4.500.000.000 år siden og er den bedst kendte akkumulator, vi har. En akkumulator er ”et apparat til opsamling og lagring af energi til senere anvendelse”.
Problemet med vedvarende energi er, hvordan man opbevarer den, når der er for meget, for at kunne bruge den, når der er for lidt. Det problem løser solbrønden.
I 1981 etablerede Niels Kristian Knudsen en solbrønd ved sit hjem på Rolighedsvej i Hedensted:
Solfangere på taget og en kegleformet ”brønd” i jorden, bestående af 16 rør, boret ned i en cirkel, som ved jordoverfladen kun var en meter i diameter. Den synede ikke af meget i græsplænen og kunne for den sags skyld have været lavet i indkørslen.
Solfangerne hentede solens varme ind i en væske, som i rør blev ført ned i jorden og varmede den op både inde i og uden for ”brønden”, så der i sommerens løb blev dannet et varmelager. På vejen blev brugsvandet til Knudsens bolig varmet op, og når det blev koldt, hentede en varmepumpe jordens varme op til opvarmning af vandet i husets centralvarmesystem.
Med solceller til at lave strøm til pumperne kommer man tæt på begrebet perpetuum mobile – en evighedsmaskine, der ikke behøver at få tilført energi udefra.