Kort fortalt

Paradisbakkernes Nyttehaver er en forening for alle, der vil dyrke økologiske grøntsager i fællesskab. Jorden er lånt af Lejre kommune.

Projektet

Paradisbakkernes Nyttehaver ligger i Den Grønne Kile i Hvalsø, et område i Hvalsø der i lokalplanen er udlagt til sports- og rekreative formål.

Foreningens formål er at give alle i Lejre kommune mulighed for at dyrke en økologisk nyttehave. Endvidere skal medlemmer dele erfaringer gennem samvær, planlægningsdage og foredrag, og derved skabe et levende miljø.

Foreningen Paradisbakkernes Nyttehaver hjælper med råd, formidler foredrag og arrangerer fælles havedage, så også nybegyndere kan komme i gang. Der er en demonstrationshave som kan være med til at inspirere - ikke alene medlemmer, men også de besøgende.

Vi har nu været i gang med jorden siden maj og har udlejet 19 lodder, som svarer til ca. 4000m2 af de 15000m2 vi har til rådighed. Den jord vi ikke bruger er nu renset for sten og kommunen har sået en flerårige græsengsblanding i den. Vi kan dog til enhver tid tage mere jord i brug.

Vi er meget interesseret i at alle kan være med, og der er lige nu børnefamilier, enlige, pensionister og flygtninge der arbejder side om side, og hjælper og inspirerer hinanden. Vi håber vi i fremtiden også kan huse skolehaver.

Haverne har givet nyt liv til lokalområdet og vi får mange besøgende og forbipasserende der gerne vil høre lidt om, hvordan det går og som også kommer med råd, gode ideer - og også overskydende planter.

Havearbejde er en dejlig og nyttig form for motion. Det afhjælper stress, og giver en god motivation og energi. Det er en gave at kunne komme ud i det friske - og ofte - blæsende vejr på bakken, få fingrene i jorden – og ikke mindst spise af de hjemmedyrkede, økologiske grøntsager eller nyde en blomsterbuket.
Og lige så vigtig er fællesskabet.