Kort fortalt

Med kollektionen Living Lightly ønsker Designskolen Kolding at inspirere både branchen og forbrugerne til at tænke bæredygtigt.

Projektet

Kollektionen Living Lightly vil inspirere tøjbranchen til et stærkere fokus på bæredygtighed.

Økologi, genanvendelse, CSR, Cradle To Cradle– feltet bæredygtig mode er komplekst. For modevirksomheder og designere kan det være svært at overskue - og vælge blandt - de mange muligheder, der er for at skabe bæredygtig mode i dag.

Dette er baggrunden for at Designskolen Kolding har udviklet Living Lightly, en bæredygtig tøjkollektion. Kollektionen er skabt på basis af den store viden skolen har samlet gennem mange års forskning og undervisning i bæredygtighed, i alle led af designprocessen. Living Lightly er det seneste resultat af dette arbejde.

Living Lightly sætter fokus på både produktion, materialevalg og forbrug. Dette ses fx i anvendelsen af miljøvenlig japansk produceret polyester, holistisk uld fra Skotland, genopdagelsen af mormors ærmeblade der reducerer behovet for vask og meget mere.

Living Lightly er en showcase og meget mere end en skriftlig rapport. Vi har nemlig brug for at se eksempler på, hvor lækkert bæredygtig tøj kan designes og ikke blot høre alle de negative budskaber omkring konventionel tøjproduktion. Living Lightly skulle gerne være med til at gøre det bæredygtige valg både indbydende og indlysende.