Kort fortalt

Undervisningsforløb til folkeskolen om at mindske madspild. Teori og praksis går hånd i hånd med lokale virksomhedsbesøg og køkkenkreationer

Projektet

Alle mennesker skal have mad, og derfor er madspild noget der berør os alle. Den gode nyhed er så, at det er noget vi alle kan gøre noget ved.

Det er oplagt at have madspild som tema i madkundskab, og Fornemmelse for Mad giver elever viden om madspild og helt konkret erfaring, som kan bruges hjemme i køkkenet.

Eleverne får viden om madspildets omfang og hvordan det påvirker det økologiske fodaftryk. Dernæst skal de på besøg hos et lokalt supermarked, og høre om hvordan virksomheder bekæmper madspild, samt hvordan deres egne indkøbsvaner kan pårvirke spildet i butikkerne.

Til sidst skal eleverne lave mad af overskudsvarer. De må sortere sig til, hvad der er friskt, spiseligt eller lige til komposten. Og så skal de improvisere mad ud fra de råvarer, der er på dagen. Kun ved at have sanserne med og turde springe ud i nye retter, opskrifter og råvarer kan man blive bedre til at bruge resterne og mindske spildet.

Projektet er finansieret af Københavns Kommune, og kan derfor bookes gratis i 2016 og 2017 af alle folkeskoler i kommunen.

Forløbet fungerer godt på mellemtrinnet, men kan også tilpasses som sanseworkshop helt ned til 0. klasse eller gøres mere udfordrende for elever i udskolingen.