Kort fortalt

Den Økologiske Uge er det hidtil største samarbejde om at fremme økologien. Det sker med øko-aktiviteter i hele landet i uge 35.

Projektet

Økologi er blevet allemandseje i Danmark, og i dag er danskerne verdensmestre i at købe økologiske fødevarer. Men kun knap otte procent af vores daglige forbrug af mad er i dag økologisk, så der er stadig plads til forbedring. Derfor bliver Danmark nu også sat på det økologiske verdenskort med det hidtil største samarbejde for at fremme økologien: Den Økologiske Uge.

Formålet med ”Den Økologiske Uge” er at øge afsætningen af økologiske fødevarer. Dette sker ved at gennemføre en række afsætningsfremmende og forbrugerinvolverende aktiviteter, som går på tværs af alle centrale målgrupper indenfor detailhandelen, foodservice og alternative salgskanaler. Målet er at aktivere og involvere danskerne i en bred indsats, hvor omdrejningspunktet er økologi og de budskaber, der er knyttet til den økologiske produktionsform. Det primære budskab for Den Økologiske Uge er - udover økologiens grundbegreber i forhold til sundhed, dyrevelfærd og miljø - at økologien er mangfoldig, og at det skal være nemt at deltage og involvere andre i Den Økologiske Uge.

Økologisk Landsforening, Dyrenes Beskyttelse, Danmarks Naturfredningsforening, FOOD, dagligvarehandlen og en lang række andre store og små aktører har arrangeret events og øko-oplevelser i Den Økologiske Uge. Kampagnen vil kunne opleves over hele Danmark - i både de store byer og ude på landet.

Øko-ugen skydes i gang med et fødevaremarked på Frederiksberg Runddel. Hele Jægergårdsgade i Aarhus går økologisk. Mere end 80 landmænd slår dørene op til økologisk høstmarked. Og mange mange flere aktiviteter sætter fokus på økologi i Den Økologiske Uge.

Målgruppen for indsatsen Den Økologiske Uge er i princippet alle danskere, da indsatserne udvikles og gennemføres til alle målgrupper såvel børn, unge og voksne.

Forventningen til projektet er, at der fra 2013 etableres en årligt tilbagevendende begivenhed for en økologisk uge på tværs af alle aktører i den økologiske branche.